Min graviditet #2 – Mit livs smertehelvede

Fødselsberetning – Igangsættelse 37+0

Sekunderne efter man har født – Ubeskrivelige!

Dem af jer, der har fulgt med i indlæggene vedrørende min graviditet, ved at jeg grundet alt for mange komplikationer blev sat igang tidligst muligt (ift. til terminsperioden), nemlig den dag jeg var 37+0 uger.

Som skrevet før, forberedte lægerne mig på, at det kunne blive en hård og lang fødsel, da 37+0 er meget tidligt at blive sat i gang. De vil generelt helst, at man er 38/39+0 ved igangsættelse, men det havde min krop altså bare ikke tid til at vente på. Trods udsigten til en hård fødsel, var min eneste tanke: “Thank you God” – Jeg kunne nu se en ende på det helvede, jeg havde været igennem de sidste knap 9 måneder. Et helvede der bare blev større og større. Læs evt. min graviditetsberetning skrevet i 2 indlæg:

Nå, nu til min fødsel.

Fredag d. 1 juni 2018 var dagen, hvor jeg var de 37+0, og hvor jeg som skrevet skulle sættes igang. Jeg havde fået en tid kl. 10.00 på Skejby sygehus, og planen var at jeg skulle sættes igang med pillerne Angusta. Jeg var forberedt på, at jeg skulle være under igangsættelse weekenden over, da det jo var en forholdsvis tidlig igangsættelse.

Kl. 04.00 den fredag morgen vågner jeg af, at det murer i min mave. Jeg har døjet med mange plukveer, men den muren jeg vågner med føles anderledes. Jeg tænker, at det nok bare er plukveer kombineret med en ekstrem spænding og en lille smule nervøsitet. Så jeg går ud og tisser (selvfølgelig) og ligger mig til at sove igen.

Kl. 06.00 bliver jeg vækket af, at Theodor står og småpylrer inde i sin seng. Han plejer altid at stå og snakke og kalde på os, men han pylrer aldrig. Da jeg bærer ham op af sengen går det meget hurtigt op for mig, at jeg har en feber-syg lille trold. For pokker da, hvor er det typisk. Theodor er meget sjældent syg ift. hans alder (vuggestuebarn), men af alle dage han kunne blive syg og ikke kunne komme i vuggestue, ja så skulle det da lige være på den dag, jeg skulle føde/sættes igang!

Vi havde ellers planlagt det hele så fint. Farmor og farfar vil hente Theodor i vuggestuen og tage ham på camping i weekenden, så vi kunne fokusere på at få Valdemar godt til verdenen. Jeg indrømmer gerne, at jeg panikkede lidt. Der stod jeg, hamrende nervøs for en kommende fødsel, der kunne blive en lang og hård en af slagsen, med en syg dreng i armene og en tid på sygehuset få timer senere …. OG den der muren i maven, den havde nu udviklet sig og det strammede en del i underlivet. Jeg troede faktisk den muren måske var psykisk. Kunne det virkelig passe, at jeg selv så småt gik i fødsel 3 uger før termin og lige præcis på den dag, jeg skulle sættes i gang? Nej, vel? Nå, det havde jeg ikke tid til at tænke på lige der, min tanker spænede rundt i hovedet: “Hvad skulle vi lige gøre med en syg lille mus?” Alle bedsteforældre var udelukket pga. af enten arbejde eller distance. Vi endte med at ringe til et hold oldeforældre, der ellers var i sommerhus i Grenå, og hørte om de ville hjælpe os i denne “nødsituation”. Jeg havde så dårlig samvittighed over at skulle spørge dem, man kan jo nærmest ikke sige nej, og de er jo efterhånden ret gamle, så en syg knap 2 årig kan godt være en stor mundfuld at skulle have en hel dag. Men heldigvis har T verdens sejeste og skønneste oldeforældre, så de blev vildt glade for, at de måtte have ham en hel dag, og deres svar var: “Vi har opfostret 3 børn og passet 7 børnebørn tonsvis af gange. Vi skal nok kunne klare 1 lille sød dreng for en dag – Det vil vi glæde os til, vi kører med det samme”. Af hjertet tak til dem. Mathias kørte til Randers med Theodor, da både oldeforældrene og bedsteforældrene, som senere på dagen skulle have ham, bor i Randers. Så det var lettest for alle, at han var der. Det betød, at Mathias ikke kunne nå tilbage og hente mig, før vi skulle være på Skejby. Vi aftalte derfor at mødes på Skejby kl. lidt i 10. Mens Mathias var afsted, gik jeg rundt derhjemme og pakkede det sidste ned i fødselstasken og gjorde mig klar før jeg skulle med en bus.

Et par minutter før jeg går ud af døren for at blive sat i fødsel.

Kl. 09.15 hoppede jeg på en bus fra midtbyen. Så sad man der i en bus på vej op til fødegangen. Det er altså lidt mærkeligt at vide på forhånd, at nu skal man ind og føde, altså nu skal det ind og gøre VIRKELIG nullernaller.  Efter ca. 25 minutter i en kogende varm bus, steg jeg af og gik med bævrende ben op mod fødegangen. Den muren i maven jeg havde haft siden kl. 4 blev kun mere og mere tydelig, det gjorde ikke decideret ondt, det spændte bare. Jeg satte mig på en bænk udenfor indgangen og ventede på, at Mathias skulle komme. Han ringede pludselig og sagde at oldeforældrene havde taget lidt længere tid end forventet om at komme fra Grenå til Randers og pludselig var tiden bare gået stærkt, så han vidste ikke helt, om han kunne nå til Skejby til kl. 10, men han var på vej. Min tanke?: “Tryk på den speeder for pokker da!

Kl. 9.55 kom Mathias ræsende ind på parkeringspladserne og kl. præcis 10.00 meldte vi vores ankomst. Alt var godt og vi nåede det hele efter en lidt anderledes start på den morgen end forventet.

Kl. 10.30 efter lidt ventetid kom vi ind og fik lavet en “strimmel”. Altså blev Valdemars hjerterytme og spændinger i min livermoder målt. Dette skulle gøres i 30 min., men allerede efter 10 min. kom en jordemoder ind og sagde: “Altså kan du sket ikke mærke nogle spændinger?”. Jeg forklarede, at jeg havde en underlig muren i maven og hun sagde, det er ikke bare lidt muren, det er med stor sandsynlighed begyndende veer. Trods jeg har født før, ja så var jeg ikke i stand til at identificere det som veer, så ja, ingen fødsler er ens … heller ikke veerne åbenbart. Jeg fik lavet en indvendig undersøgelse som viste, at jeg var moden og så småt på vej i fødsel.

  • Status: Ingen livmoderhals og 2 cm. åben.

Kl. 11.00 efter at have målt mig i de 30 min., hvor alt var godt med den lille og jeg åbenbart havde begyndende jævne veer (uden at kunne mærke dem, udover lidt muren), så vil de forsøge at tage mit vand i stedet for at skulle til at give mig en masse piller.

Kl. 11.05 forsøgte de at tage vandet, de forberedte mig på, at det godt kunne føles lidt voldsomt, og at det ikke var sikkert, det kunne lade sig gøre allerede så tidligt. Hun havde knap nok ført den lille stang ind i mit underliv, før det fossede ud med vand. Verdens mindste prik skulle til og så var det vand taget – Bum bum.

Jeg måtte ikke forlade Skejby, da min første fødsel var gået ekstrem hurtig efter vandet gik, og blev derfor sendt direkte op på fødegangens venteværelse. Her skulle vi blot vente på, at en jordemoder kom og hentede os.

Kl. ca. 12.00 blev mit navn forsigtigt sagt af en jordemoder: “Er der en Mie?“. Ja, det var sørme mig, der som den eneste (sammen med Mathias) sad og ventede. Vi fik en fødestue og hun undersøgte mig, og status var nu:

  • Status: 4 cm åben og dermed officielt i aktiv fødsel … uden en eneste rigtig ve – Feeeeeeedt!

Fra kl. 12.10 til kl. 13.15 sad jeg i sengen og snakkede med Mathias. Vi sad faktisk og læste korrektur på nogle tekster. Jeg havde begyndende veer, for nu kunne jeg da mærke dem, men de var meget korte og jeg havde intet problem med at være i dem. Jo, de nev da, men intet at skrive hjem om. Jordemoderen sagde, at jeg kunne forsøge at skubbe gang i veerne, ved at gå lidt rundt, hvis jeg havde mod på det. Selvfølgelig – Jeg ville gerne bare have den fødsel ordentlig i gang og forhåbentlig overstået nogenlunde snildt og hurtigt, selvom vi jo var forberedte på noget helt andet – En helvedesfødsel. Når alt i graviditeten var gået galt, hvorfor så ikke også fødslen? Før jeg rejste mig op for at gå rundt, undersøgte hun mig igen.

  • Status var nu: 6 cm åbent … og stadig ingen kraftige eller virkelig smertefulde veer – Endnu mere feeeeedt!

Kl. 13.15 begyndte jeg vandringen rundt på fødestuen. Jeg har ikke tal på, hvor mange små cirkler jeg nåede at gå rundt i inde på den fødestuen. Veerne begyndte at tage til, de var stadig ikke ulidelige, men det var tydeligt, at de blev stærkere og stærkere. De varede 30 sek. og der var ca. 2 min. imellem.

Kl. 13.45 kiggede jeg på uret og tænkte: “Okay, nu begynder veerne da at tage fat“. Først her begyndte jeg at have lidt kraftige veer, og jeg måtte lige stoppe op og trække vejret dybt, når de kom. Disse veer blev ved indtil ca. kl. 13.55. De var stadig kun 30 sek. og stadig med ca. 2 min. mellemrum.

Kl. ca. 13.55 skete der virkelig noget. Pludselig fik jeg en helt ekstrem smertefuld ve, jeg kunne ikke holde igen – Jeg SKREG! Sådanne veer havde jeg 3 af og så var den sikker, nu kom han! Jeg var ikke et sekund i tvivl, jeg kunne mærke, at nu var han på vej ud. Det sagde/skreg jeg selvfølgelig til jordemoder, som i et splitsekund fik smidt mig op på briksen. Mit eneste ønske til fødselen var, at når jeg skulle presse ham ud, så vil jeg gerne ligge oppe på briksen, og derfor røg jeg derop.

Kl. 14.00 pressede og gispede jeg af 3 omgange, og så var hovedet ude.

  • Status: Av for helvede da! Men et stk. hovede født.

Kl. 14.03 fik jeg min sidste presse-ve og de hev ham ud, og det lille vidunder kom direkte op på min mave.

Det var den mest perfekte lille fyr, en lille fyr jeg havde set en gang før, nemlig da jeg fødte storebror. De lignede/ligner fuldstændig hinanden, ingen tvivl om, at de er brødre – Det var en absurd dejavu følelse,  men selvfølgelig en helt ubeskrivelig fantastisk (og lettende) følelse.

Den lille skønhed, der lå på min mave var:

  • 3200 g
  • 51 cm
  • Og helt perfekt.

Så hvad er konklusionen og hvordan endte min helvedesgraviditet? – Den endte i en absolut DRØMMEFØDSEL! En fødsel på lige knap 2 timer, ikke særlig lang tid i smerter (ca. 18 min.), og jeg slap med absolut ingen skader down there.

Jeg er lettet, jeg er lykkelig og i det sekund var alt det lort jeg havde været igennem fuldstændig glemt. Han var naturligvis det hele værd, og jeg var klar til at gennemleve det hele igen for at få sådan en lille guldklump ud af det.

Så ja, alt endte virkelig godt. Det synes jeg faktisk også, jeg havde fortjent. Lægerne var meget imponeret over, hvor let fødslen gik, de havde jo forberedt både mig og dem selv på en måske lang og kompliceret fødsel.

Vi kørte fra Skejby to timer senere, hvor Valdemar allerede havde tisset i bleen og jeg havde tisset i kummen. Ja, det er jo en stor bedrift efter en fødsel.

Har man læst indlæggene om min graviditet, så ved man, at jeg efter fødslen skulle jeg hjem og krydse alt jeg havde for, at min nyre så småt vil begynde at virke igen. Moderkagen var jo væk nu og ville ikke længere mase nyren. Lægerne vil give den 3 dage til at komme sig, og så skulle jeg tjekkes, når vi alligevel skulle ind til hæleprøve med den bette. Hvordan de 3 dage gik, og hvordan undersøgelsen endte, det vil jeg skrive om i et kommende indlæg. Jeg er vist ved at have brugt kvoten for ord op i dette indlæg, I skulle jo nødig begynde at kede jer under læsningen.

Tak fordi i læste med.

I’m sending you good vibes

– Frk. Haslund

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Min graviditet #2 – Mit livs smertehelvede