Bare rolig, jeg er ikke helt forsvundet!

Historien om min graviditet – Fra start til nu (uge 22)

Skærmbillede 2016-04-24 kl. 20.26.01 

Så er det endelig blevet offentliggjort – Mathias og jeg venter os en lille supermand til slut august/start september. Det betyder, at jeg på nuværende tidpunkt er i uge 22 og altså over halvvejs – Så hvorfor har vi først offentliggjort det nu?

Jeg ville ønske, at grunden var, at vi bare havde lyst til at vente, men sådan er det desværre ikke. Jeg havde lyst til at råbe det ud til hele verdenen i uge 4, da vi fandt ud af det. Men hvad er vores historie så? I dette indlæg får i hele min graviditetshistorie fra start til nu … og den er lang og hård.

Hvis du er en følsom person, som ikke kan lide at læse om forfærdelig valg i graviditeter, så skal du nok ikke læse videre.

Skærmbillede 2016-04-24 kl. 09.24.36

Den. 16 december 2015:

Jeg har i mange år vidst, at jeg har sygdommen PCO. Det betyder, at jeg har meget svært ved at få børn og at jeg formentlig ikke vil kunne få dem naturligt. Vi prøvede selvfølgelig den naturlig vej, men det lykkedes som forventet ikke. Så vi startede i fertilitetsbehandling hos Aagaard i Aarhus. Efter 4 måneder i fertilitetsbehandling og 3 mislykkedes insemineringsforsøg, blev jeg d. 16/12-15 insemineret for 4. gang og vi krydsede igen alle vores fingre.

Det er rigtig hårdt at være i fertilitetsbehandling, da man som kvinde skal sprøjte sig selv med hormoner hver eneste aften. Det gør bestemt ikke noget godt for temperamentet, og jeg døjede med humørsvingninger og absurd dårligt humør. Det ødelagde virkelig stemning i hele hjemmet. Derfor aftalte Mathias og jeg, at vi skulle holde en pause med behandlingen og tage på vores drømmerejse verdenen rundt i 1,5 måned. Så vi bestilte rejsen d. 23. december og kunne ikke vente til at skulle afsted i det nye år.

Vi var begge lige blevet færdiguddannet og kunne derfor hive 1,5 måned ud af kalenderen uden de store problemer.

 

Den 31. december 2015 (om morgenen) – Uge 4: 

Nytårsaften! Mathias og jeg ventede 8 gæster til 4 retters hjemmelavet menu, så jeg havde super travlt i køkkenet lige fra morgenstunden. Men der var gået 15 dage fra inseminationen og jeg skulle jo tage en test. Det gjorde jeg i stress og jag og forventede et resultat, som jeg havde set så mange gange før – En negativ test. Jeg kiggede hurtigt efter de 3 minutter og kunne efter et hurtigt blik konstatere det forventede – Negativ test. Testen blev lagt på bordet og jeg strøg ud i køkkenet igen. Men på vejen ud i køkkenet tænkte jeg alligevel: “Altså, kiggede jeg nu ordenligt på den test?”. Tilbage til testen med mig, og jeg kiggede nu endnu engang på den. Ved første øjekast var den negativ, MEN, ved anden øjekast og et meget nøje blik, kunne man spotte en absurd svag streg i graviditetsfeltet. Jeg skyndte mig selvfølgelig at søge på nettet, hvad det betød hvis stregen var nærmest usynlig, men dog stadig lige til at spotte. Og hvad betød det så?: “Aaaarh! Jeg er gravid!”.

Det var selvfølgelig den bedste gave jeg kunne få en nytårsmorgen, og jeg skyndte mig ind til Mathias i sengen og han vidste med det samme, hvad jeg havde at sige. Mit smil fra øre til øre afslørede mig tydeligvis: “Skat – Du skal være Far!”

Og ja – Den dag var der fest i det lille hjem!

 

Den. 21 januar 2016 – Uge 7

Vi skulle til en tidlig skanning for at tjekke alt var godt, og at der var et hjerte der blinkede. Jeg ligger mig spændt på briksen, Mathias sætter sig spændt på stolen ved siden af og lægen begynder skanningen. Der går ikke mange sekunder før han finder det smukkeste lille blinkende hjerte – Sikke en lettelse. Der går så heller ikke mange yderligere sekunder før han kommer med meddelelsen: “Og se lige her, der er sørme et mere lille hjerteblink – Tillykke I venter tveæggede tvillinger“.

Det var et kæmpe chok for os begge, og ingen af os vidste hvordan vi lige skulle reagere på den nyhed. Vi skulle ikke bare være førstegangsforældre til én, vi skulle have to børn!

Men i dagene efter nyheden falder roen igen i det lille hjem, og vi begyndte at syntes det var super skønt at vente tvillinger. Vi kunne slet ikke vente med at møde de to små blobber.

 

Den 4. feburar – 15. marts 2016 – Uge 9-16 

Mathias og jeg tager på vores livs rejse rundt om jorden. Disse 6 uger er ubeskrivelig fantastiske men en helt anden historie, som i kan få en anden god gang.

 

Den 16. marts 2016 – Uge 16

Da vi havde været afsted på jordomrejse i 6 uger, havde vi ikke fået lavet en nakkefoldsskanning i uge 12, som alle normalt for tilbudt i Danmark. Derfor blev vi tilbudt en tidlig misdannelseskanning i uge 16, dagen efter vi kom hjem fra ferien.

Vi havde ventet i så mange uger på at se de to banditter igen, og kunne selvfølgelig ikke vente med at se, om hjerterne stadig bankede efter en så lang og ret hård tur rundt i verdenen. Jeg var møg nervøs!

Til skanning kunne de hurtig se to smukke hjerteblink – Sikke en lettelse. De kunne nu starte den tidlige misdannelsesskanning:

Tvilling 1:

Her kunne de skanne sig igennem en helt perfekt lille dreng. Stor og flot, ikke en finger at sætte på ham.

Tvilling 2:

De kunne igen skanne en dejlig lille dreng. Men han var en meget lille gut, han var helt nederst på størrelses-skalaen, og nogle af hans mål var også lidt under. Han havde kun 2 kar i navlesnoren, hvor det normale er 3. Desuden kunne de spotte nogle små misdannelser omkring hans endetarm.

Lægerne mente vi skulle se tiden an, og håbe på at tarmfejlene gik i sig selv og at han ville vokse lidt mere i de kommende uger. Vi fik også lavet moderkagebiopsier for at udelukke de mest almindelige kromosomfejl. Biopsien viste, at man ved ingen af de to umiddelbart kunne finde nogle kromosomfejl.

Jeg tog hjem med tårerne trillende ned at kinderne, jeg havde jo forventet to fuldstændig perfekte børn. Pludselig havde jeg måske et sygt barn i min mave.

 

Den 1. april 2016 – Uge 20 

Jeg var nu tæt på 20. uge og de kunne derfor skanne tvillingerne endnu mere detaljeret. Desværre viste skanningerne at tvilling 2 ikke havde fået det bedre, nærmest tværtimod. Han havde stadig tydelige tarmfejl og var stadig meget lille. Efter utrolig mange lægevurderinger og skanninger både i Skejby og specialister i Odense lød situationen nu som følgende:

Tvilling 1 var ikke til at sætte en finger på. Men tvilling 2 vil med sikkerhed blive født med tarmfejl og derudover vurderede lægerne en risiko på op mod 20 % for, at han også havde en kromosomfejl (på trods af et godt resultatet af moderkagebiopsien). De kunne ikke sige hvilke og hvor alvorlige kromosomfejl, der var risiko for at han havde.

Derfor kom fostereduktion pludselig på tale. Og her ramte endnu en bombe os. Da jeg var så langt henne i graviditeten (halvvejs) var der en meget høj risiko forbundet med en fosterreduktion af en tvilling. Faktisk var der 20% risiko for at jeg ville abortere den raske lille bandit og ydermere 20% risiko for at jeg i resten af min graviditet vil føde for tidligt og han dermed vil risikere at få mén af en alt for tidlig fødsel.

Så lige meget hvilket valg vi tog, var der en ubærlig risiko forbundet. Enten tog vi en høj risiko for at få et handicappet barn ellers tog vi en høj risiko for at miste begge vores drenge eller give den raske en risiko for at få mén.

Det var det mest fordærdelig valg jeg nogensinde har skulle tag. Vi brugte en aften på at sidde og snakke det hele igennem. Mit hjerte var fuldstændig knust, og jeg havde ikke lyst til at vælge nogle af delene. Men vi skulle tage et valg og det gjorde vi:

Vi valgte at sige farvel til tvilling 2. Vi ønskede ikke at få et handicappet barn. At vælge et barn fra pga. af 20% risiko for kromosomfejl og en tarmfejl vil alle ikke være enige i, nogle vil nok mene, at vi er direkte tarvelig og etisk fuldstændig fra forstanden. Men det var vores valg, vi skulle tænke på vores fremtidige liv. Vi fik søgt om tilladelse om sen fosterreduktion, fik tilladelsen og fik få dage efter lavet indgrebet. Den dag var mit livs værste dag – Vi mistede vores ene lille søn.

Så, hvis i ser den smukkeste og mest  skinnende stjerne på himlen, så ved i hvem det er, vores lille dejlige dreng.

 

I dag, 24. april 2016 – Uge 22

I dag har roen lagt sig en smule igen. Indgrebet gik som det skulle og de efterfølgende højrisikodage kom vi igennem. De var hårde, men vi kom igennem.

Jeg har aldrig haft det så skidt psykisk, som jeg har haft det i de sidste par uger. Jeg tænker konstant på det hele. Selvfølgelig kan man ikke slippe tanken om, om man har taget det rigtige valg. Derudover tænker jeg hele tiden på min lille stjerne. Jeg drømmer om ham og jeg har ikke mindst mareridt konstant. Jeg kan simpelthen ikke slippe ham. Derudover er jeg naturligvis konstant nervøs for om jeg aborterer eller om jeg går i alt for tidlig fødsel. Hver gang der er det mindste knurren i maven og i underlivet, så bliver jeg skide nervøs. Også selvom jeg ved, at det jo er ganske normalt at have lidt mavekneb i en graviditet, så kan jeg slet ikke holde tankerne i ro.

Men som dagene går, får jeg det heldigvis bedre og bedre. Jeg skal jo huske på, at der stadig er en lille supermand i maven, som skal have en glad mor. Så jeg prøver virkelig at fokusere på alt det gode og gøre alt det bedste for bettemanden. Vi kan slet ikke vente med at møde ham og give ham verdens største kys og en uendelig masse kærlighed.

Og se ham lige, han er da en lille guldklump.

Skærmbillede 2016-04-24 kl. 09.24.23

Puha – det blev til et meget langt indlæg. Men synes ikke dette er en historie man lige hurtig fortæller. Skulle historien fortælles, så skulle hele historien med.

Og til alle gravide, som går og venter på at komme til misdannelsesskanning – Nu må i ikke blive nervøse, jeres små guldklumper er helt sikkert fuldstædig perfekte.

Tak fordi i læste min/vores historie.

(Til alle jer der har spurgt om mavebilleder, så kommer der indenfor de næste par dage et “mavebillede indlæg” – Og ja, mavsen er begyndt at bule godt og grundigt ud).

I’m sending you good vibes 

– Frk. Haslund 

   

4 kommentarer

  • Mette

    Rigtig trist historie, men forhåbentlig med en god slutning… Jeg er lidt interesseret i om i fik undersøgt den lille efterfølgende? Kunne man konstatere at der var kromosomfejl og større tarmproblemer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haslund Home

      Hej Mette

      Alt går heldigvis som det skal med den tilbageværende lille gut, og vi kan ikke vente med snart at få ham ud i armene.

      Desværre har man ikke kunne undersøge vores lille stjerne, som vi måtte sige farvel til i uge 20. Og det er af den simple grund, at han stadig er inden i mig. Når man laver en fosterreduktion, kan man ikke tage det døde foster ud, da det vil sætte fødslen igang og det sunde foster vil dermed også blive født og vil ikke kunne overleve. Derfor bliver det døde foster i maven.
      Når et foster ligger død inde i sin mors mave i ca. 20 uger, som vores lille stjerne vil have, når jeg engang går i fødsel, så er det gået så meget i opløsning (da størstedelen af et foster består af vand), at man ikke vil kunne se, det har været et foster. Jeg vil altså i princippet føde to – En baby på 3,5 kg og en lille klump på størrelse med et jordbær eller mindre, der på ingen måde vil ligne et foster, men ligne en klump blod og slim. Faktisk siger de, at det er kun hvis man som forældre spørger efter det, at de vil kigge efter denne lille klump. Ellers vil de ikke forsøge at finde den og de anbefaler ikke at man ser den, for det ligner som sagt intet andet end en blodig klump.

      Så, vi finder desværre aldrig ud af, om han havde kromosomfejl eller ej. Men vi ved fra skanningerne, at han havde seriøse tarmproblemer, det var lægerne ikke i tvivl om.

      Med venlig hilsen
      Mie

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Hej Frk. Nøj hvor ligner vores historier meget hinanden. Vi har selv fået hjælp hos Aagard, har også PCO, blev også gravid med tvillinger, og var hele møllen igennem med risiko vurdering på den ene 1:200, yderligere scanning der gav is risiko 1:5, moderkage biopsi, forfærdelig venten men heldigvis med svar på de begge var raske. Idag har vi 2 lækre twins. Så jeg kender rigtig meget til dele af din rejse, overvejelserne og beslutningen om fosterreduktion som vi også blev bedt om at overveje. Det lyder til I er et godt stykke på vej i jeres rejse og bare vent til jeres lille guldklump lommer så er jeg helt sikker på det overskygger alt. Jeg ønsker dig en rigtig god graviditet og håber og ønsker du kan nyde den også. Stort klem herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haslund Home

      He Kamilla
      Tusinde tak for tankerne. Og ja, kan se jeres historie minder om vores.
      Dejligt at høre i heldigvis fik to skønne tvillinger.
      Kram tilbage herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Bare rolig, jeg er ikke helt forsvundet!