Min graviditet #1 – Bræk, bræk og lidt mere bræk! Og hvor er mit blod? | Baby

Som jeg skrev i indlægget “SURPRISE! – Jeg er blevet mor til 2”, har jeg ikke haft den sjoveste graviditet – slet ikke faktisk! Jeg mistede under graviditeten fuldstændig lysten til at fortælle og skrive om den både her på bloggen og alle andre offentlige steder. Derfor blev min graviditet og fødslen af min anden lille skønne søn en surprise for alle jer. Selv ikke på min private facebook blev graviditeten offentliggjort, så det var en overraskelse for rigtig mange også for mange af mine bekendte.

Nu er jeg ovre graviditeten, der er faldet ro på i det lille hjem, og jeg har nu fået lysten tilbage til at fortælle og skrive om min graviditet. Jeg tror på, at der er noget at skrive om og at nogle måske vil kunne bruge min historie. Hvad jeg har været igennem, var ikke noget jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, da vi gik i gang med projekt: Baby nr. 2.

Det er måske lidt skørt, at det hele bliver fortalt i datid, men sådan er det altså bare. Jeg håber i stadig vil læse med med interesse, også selvom det hele ikke sker lige nu, men for nogle måneder siden.

Så for pokker – Så er vi på den igen!

Hvis man har fulgt lidt med her på bloggen, så ved man måske, at vores ældste søn Theodor er lavet på en klinik efter en omgang fertilitetsbehandling. Jeg havde håbet at vi måske skulle opleve et mirakel, og selv blive gravide med nummer 2. Men sådan gik det ikke. Vi måtte endnu engang afsted på klinikken og have hjælp til at få endnu et lille vidunder. Efter 4 måneders kamp, kunne jeg endelig lave denne smukke positive test – Lykken var gjort i det lille hjem!

Uge 25 – Bukserne var ret presset! Længe leve elastikker.

(Mavebillede fra uge 12-25 kan ses HER)

Jaja, det ser da skide hyggeligt ud af være gravid på det billede, men virkeligheden var en del anderledes. Den første del af denne anden graviditet var i det store hele meget lig min første graviditet. De første ca. 10 uger, går alt bare super fint. Jeg mærker ingen forskel på min krop, ingen gener – Alt er bare perfekt.

… Men, men, men. Ligesom som jeg tror, at jeg skal være en af de heldige, som slipper for graviditetsgener, så slår lynet ned.

De fleste oplever kvalme helt fra de første uger af graviditeten og så ofte til omkring de 12 uger. Sådan er jeg åbenbart bare ikke gravid. Jeg skal op omkring de 12 uger, eller helt præcist 10 uger og så starter balladen. Fra den dag jeg var 10 uger gravid og ja så til den dag jeg fødte, havde jeg en absurd kvalme og kastede op i lange baner – HVER dag og HVER nat!

Især nætterne var rigtig slemme, for her fik jeg ikke bare kvalme efterfulgt af opkast. Nej, om nætterne vågnede jeg af, at jeg havde absurde mavekramper. Jeg kunne ligge i alt fra 5 min. til over en time fuldstændig krøllet sammen, fordi jeg havde så slemme mavekneb. Til sidst var det så voldsomt, at jeg blev helt nervøs for, om noget var galt, for jeg siger jer – Det gjorde VIRKELIG ondt. Jeg kunne nogle nætter slet ikke være i mig selv og vækkede min kæreste, fordi jeg var bange for de voldsomme smerter. Smerterne endte generelt ud i, at jeg spurtede ud på toilettet, fordi jeg pludselig skulle kaste op. Mit opkast efter disse mavekramper var for det meste bare ren mavesyre, nogle gange med blod i. Min kæreste synes til sidst, at nætterne blev for voldsomme, og han “befalede” mig at gå til læge, for det kunne ikke være rigtig, at jeg hver nat skulle igennem det smertehelvede eller at jeg skulle kaste blod op. Jeg indrømmer også, at jeg selv var lidt nervøs til sidst.

Så, til læge med mig. Jeg forklarede ham situationen og understregede hvor voldsomme smerterne var. Han tog nogle tests og mærkede på min mave og havde her både gode og dårlige nyheder:

De gode nyheder var: Der var ikke noget galt i forhold til mavekramperne. Min mave mærkedes blød, lige som den skulle. At kaste ren mavesyre op kan gøre virkelig ondt, når det skal op gennem systemet. Og hvis det ligger og tager tid om at komme op, ja så kan det mærkes som slemme mavekramper/-kneb. Hvis man kaster meget op, kan man nemt komme til at ridse hul på spiserøret, og det fører nogle gange til, at det bløder lidt og dermed at man kaster lidt blod op. Det var en ret stor lettelse, at der ikke var noget galt inde i mig, for jeg frygtede og var egentlig også ret overbevist om, at jeg havde mavesår eller fejlede noget andet slemt.
De dårlige nyheder var: Der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg havde selv prøvet ALLE lægemidler mod mavesyre og halsbrænd, og absolut intet hjalp. Hans eneste råd var, at jeg kunne prøve at sove lidt mere oprejst, så mavesyren ikke havde så nemt ved at komme op mod spiserøret, men vil blive nede i maven. Jeg forsøgte dette, men da jeg er meget urolig om natten, vågnede jeg altid op liggende helt fladt – For pokker da. Der var ikke andet for end at holde ud.

Lægen tog naturligvis nogle test af mig, urin og blodprøve. Han fik nærmest et chok, da han kiggede på resultaterne af blodprøven. Min blodprocent var helt i bund, “Du burde jo nærmest være sengeliggende” sagde han. Han kunne ikke forstå, hvordan jeg klarede mig igennem en ret så presset hverdag med fuldtidsarbejde og en lille søn på 1,5 år. Jeg var også ekstrem træt, når jeg nåede til aftnerne, men jeg troede bare det var grundet graviditeten og at jeg næsten lige var startet nyt job og dermed stadig fik rigtig mange nye indtryk på jobbet hver dag. Men det viste sig, at der var en helt anden forklaring på min ekstreme træthed og svimmelhed.

Min blodprocent var i den kategori der kaldes “Svær Anæmi“, altså kritisk blodmangel. Det præcise tal for min blodprocent var 4,5 %, og normalt som gravid vil lægerne gerne have, at den er oppe på 8-9%. Så ja, min blodprocent var det halve af det optimale. Det viste sig, at jeg ikke kan optage jern, når det bliver indtaget på pilleform, og derfor skulle jeg have det ind med drop. Jeg tog jævnlig et smut ind på Skejby og fik lagt et jerndrop. Dette gjorde at min blodprocent steg en smule. Den blev aldrig helt optimalt, men kom op på et niveau, hvor de ikke var nervøse for en kommende fødsel. Havde den ikke steget inden min fødsel, så havde det været rigtig kritisk, da jeg da ikke vil kunne tåle at miste ret meget blod. Men den situation kom jeg heldigvis ikke i.

Da jeg havde gennemført 2. trimester med alt for meget opkast, kvalme, mavekramper og ekstrem træthed, svimmelhed og overskudsmangel grundet den lave blodprocent, ja da havde jeg lidt ondt af mig selv og synes at jeg havde en ret hård graviditet denne gang. Godt nok kastede jeg en del op med storebror, men det her var uden sammenligning.

Det skulle dog vise sig, at jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvad en hård og tarvelig graviditet kunne være. Da jeg var 28 uger gravid vente hele min verden (og graviditet) sig på hovedet i et splitsekund, og jeg skulle igennem mit livs værste smertehelvede!

Hvad der skete den dag i uge 28, ja det kan i læse om i næste indlæg omkring min graviditet, som vil ramme bloggen i næste weekend.

Min lille skat til nakkefoldsskanning i uge 12.