Rabarber macarons (glutenfri)
Her i sommeren er det skønt, at der altid ligger en lille snack i køleskabet, når man går sukkerkold. Og der findes ikke en bedre snack end macarons …. og så med rabarber!
Ingredienser (ca. 25 macarons):
Bunde:
- 140 g flormelis
- 150 g mandelmel (eller mandler blendet til mandelmel)
- 1 spsk. rød frugtfarve
- 100 g æggehvider (ca. 3 æg)
- 50 ml vand
- 150 g sukker
Fyld (rabarberkompot):
- 100 g flormelis
- 400 g rabarber
- 1 spsk. citronsaft
- evt. lidt ekstra flormelis ca. 1-3 spsk.
Fremgangsmåde:
Fyld (rabarberkompot):
1) Kog rabarber, citronsaft og flormelis i en gryde. Rabarberne skal være møre og smattet.
2) Si rabarberblandingen. Lad rabarbermassen stå i sien indtil der ikke løber mere væske fra (ca. 15 min).
3) Væsken skal du faktisk ikke bruge, men jeg gemmer den altid (fryser den ned), til hvis jeg skal lave en glaze/top til en kage. Se eksempel på billedet nederst i indlæg, hvor væsken er brugt til en rabarbermoussekage.
4) Kom rabarbermassen fra sien i en skål og køl det helt ned i køleskabet. Lad det gerne stå til dagen efter.
5) Smag på rabarberkompotten. Hvis den er sød nok, så er det perfekt. Jeg tilsætter noglegange lidt ekstra flormelis, da rabarbers sødme svinger meget.
Bunde og toppe:
1) Flormelis og mandelmel kommes i en skål. Tilsæt 50 g æggehvide i blandingen og rør godt rundt.
2) Vand og sukker kommes i en lille gryde og bringes i kog i ca. 5 min. ved middelhøj varme. Det skal boble en del, men skru ikke op på maks varme, blandingen må ikke begynde at tage karamelfarve.
3) De resterende 50 g af æggehviderne piskes stive. Hæld den varme sukkerlage i æggehviderne i en tynd stråle under piskning. Pisk videre, indtil du har en marengsmasse der er flot glat.
4) Marengsmassen og mandelblandingen vendes sammen. Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt små macarons toppe og bunde ud på en bageplade med bagepapir.
5) Lad dem stå og hvile i ca. 20 min. Dette er vigtigt, du må ikke komme dem direkte i ovnen.
6) Bundene bages i 12-15 min. ved 150 grader. De skal gerne give nogenlunde let slip på bagepapiret. Lad dem efterfølgende køle helt af før de endelig tages fra bagepapiret.
7) Til sidst skal de blot samles ved at fylde rabarberkompot på en bund og derefter komme en top på. Samle først dine macarons den dag du skal bruge dem.
Macarons skal altid være på køl, når de er samlet.
Velbekomme!
I’m sending you good vibes
– Frk. Haslund
Hvor længe kan de holde sig, i køleskabet? 🙂