DÅBSKAGE #1 – Valdemarkagen (Hvid chokolademousse, limemousse & vaniljebunde)

Præcis som ved storebror Theodors barnedåb skulle der naturligvis laves en stor fin kage for hvert navn til Valdemars barnedåb. Det betød i begge tilfælde 3 lækre kager, da begge unger har et fornavn og to efternavne, eller rettere et fornavn, et mellemnavn og et efternavn.
Denne fine kage var, som det skarpe øje allerede har spottet, den første i rækken, nemlig Valdemar-kagen.
Den består af:
- 2 mousser: Hvid chokolademousse og limemousse
- 3 vaniljebunde
- Marmoreret fondantbånd
- På toppen lidt smørcreme og en masse lækkert hvid chokolade.
…
Ingredienser til en stor kage (ca. 25 personer):
OBS: Der skal bruges en Ø24 springform som forhøjes med kageplast/chokoladefolie.
OBS: Kagen har bedst af at stå i køleskabet natten over og sætte sig. Start derfor i god tid. Husk også at de hjemmelavet kagebunde skal være helt nedkølet, før de kan udskæres og bruges.
…
Vaniljekagebunde
Se opskriften HER. Lav bundene uden det farvede krymmel.
…
Hvid chokolademousse:
- 4 blade husblas
- 300 g hvid chokolade, smeltet
- 3 æg
- 5 dl piskefløde
Fremgangsmåde:
1) Husblassen lægges i koldt vand i ca. 10 min. Imens smeltes chokoladen over et vandbad.
2) Æggene piskes over et vandbad indtil æggemassen bliver mere luftig og lun. Æggemassen må ikke blive alt for varmt, for så får man scramble eggs! Så når massen er lun, tages den af varmen.
3) Den udblødte husblas vrides for vand og opløses i æggeblandingen under omrøring.
4) Den smeltede chokolade kommes i æggeblandingen under omrøring.
5) Fløden piskes stiv. Vend chokoladeblandingen i fløden indtil massen er ensartet.
6) Moussen hældes over en skive bund i en springform. Og der lægges endnu en skive bund over og mases forsigtigt en lille smule ned, så moussen er helt lige fordelt. Kom kagen på køl mens limemoussen laves.
…
Limemousse:
- 3 blade husblas
- 1/2 l piskefløde
- Korn af 1 vaniljestang, korn heraf
- 4 spsk flormelis
- 4 limefrugter, økologiske
- evt. lidt blå frugtfarve
Fremgangsmåde:
1) Husblas lægges i koldt vand i 10 min.
2) Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom dem sammen med fløden i en skål. Fløden piskes til en let skum (pisk endelig ikke for meget, men kun lige så det bliver en fast skum). Limesaften og flormelis tilsættes og der piskes langsomt og meget kort igen – Kun lige så saft og melis har fordelt sig.
3) Husblas vrides fri fra vand og smeltes over et vandbad. Tag dernæst 3 spsk. flødeskum ned i husblassen og rør rundt til det er smeltet. Tag husblasblandingen af vandbadet og hæld det under forsigtig omrøring over i resten af skummet. Tilsæt evt. frugtfarve indtil den ønskede farve opnåes, jeg lavede denne mousse blå.
4) Hæld moussen over bund 2 i springformen og kom den tredje bund/top ovenpå. Kom nu kagen på køl natten over. Dæk den gerne lidt til, så den øverste bund ikke bliver tør.
5) Dagen efter kan kagen løsnes fra springformen og kagefolie og skulle gerne se nogenlunde således ud:
Smørcreme:
- ca. 250 g stuetempereret/blødt smør
- ca. 220 g flormelis
- ca. 4 spsk. lime eller citron
- Evt. 1-5 spsk. vand
Fremgansmåde:
OBS: Før smørcremen smøres på kagen, er det en fordel at kagen har stået ca. 1 time i fryseren. Det gør kagen mere fast og gør påsmøring af cremen nemmere.
1) Pisk alle ingredienserne godt sammen. Cremen skal nemt kunne smøres ud, hvis den er for tyk, tilsæt da lidt vand, er den for tynd, tilsat lidt ekstra flormelis.
2) Smør hele kagen (både top og sider) op med et jævnt lag smørcreme. Jeg bruger en lille paletkniv.
…
Marmoreret fondant: (Man kan også bruge marcipan)
- 180 g hvid fondant
- 180 g lyseblå fondant
- 180 g mørkeblå fondant
Se fremgangsmåde HER.
…
Pynt:
Her sætter kun fantasien grænser.
- Jeg pyntede med en omgang hakket hvid chokolade, ca. 200 g.
…
Alternative farver:
Nu er Valdemar jo en lille dreng, så kagen skulle selvfølgelig være i blå farver. Men den kan altså laves i lige præcis det farvespil, du ønsker. Her ses fx. en rød farvekombination til en kage jeg lavede til min skønne venindes fødselsdag.
Her er pynten revet hvid chokolade, friske hindbær og frysetørret hindbær, som ligger ovenpå en rød smørcreme.
…
Det store kagebord til Valdemars barnedåb:
De store kager:
(Opskrifterne på de to andre store kager kommer snarest på bloggen)
- “Valdemar kagen”: Vaniljebunde, hvid chokolademousse, limemousse, hvid chokolade crunch og marmoreret fondantbånd
- “Haslund kagen”: OREO-cheesecake
- “Jørgensen kagen”: Brownie bunde, chokolademousse, brombærmousse, smørcreme og karamelliserede popcorn
De små kager:
- Små brownies m. choko-dulce og chokoladeknapper
- Chokoladeskåle m. hvid chokolademousse og kirsebær
- Marengskager m. vaniljecreme og bær
- Pandekager m. bær og lækkert tilbehør
Velbekomme!
…
I’m sending you good vibes
– Frk. Haslund
Sikke et smukt bord, har du lavet alle kagerne selv? Hvis ja, sikke overskuds mor du er 😉