Rabarbar-/ jordbær trifli m. vaniljecreme og crunch

Man kan da ikke se på solens smukke stråler, uden at få lyst til en omgang god gammeldags trifli.
Her er mit forslag på et lækkert lille sommerindslag til familiehyggen eller til gæsterne.
Ingredienser og fremgangsmåde til 4-6 portioner:
Rabarbergrød
- ca. 400 g rabarber
- ca. 400 g jordbær
- 1 vaniljestang
- 200 g sukker
- 50 g maizena rørt op i 10 spsk. vand
Skær rabarber og jordbær ud i mindre stykker. Kom frugten, kornene fra vaniljestangen og sukker i en gryde. Kog blandingen i ca. 10-15 min ved middel-svag varme under låg og under jævnlig omrøring. Grøden koges indtil frugten er helt smattet ud. Du vil nu have en lidt tynd grød. Tilsæt ca. 2/3 Maizenablanding og rør grundigt rundt og lad grøden få et lille opkog. Når grøden bliver kold tykner den en lille smule. Hvis man synes grøden stadig er for flydende, tilsæt da mere Maizena. Hvor meget væske der er i frugterne, og dermed hvor tynd grøden er, kan variere meget.
Tag grøden af varmen og lad den køle helt ned til køleskabstemperatur.
Nødde/havre Crunch
- 50 g mandler, blendet til mandelmel (hasselnødder kan også bruges)
- 50 g havregryn
- 115 g sukker
- 25 g mel
- 60 g blød smør
Bland alle ingredienserne sammen til en ensformig masse. Fordel massen jævnlig ud på et stykke bagepapir. Bages i ovnen i 15-20 min. ved 175 grader til crumblen er små-gyldent, ikke mørk gyldent.
Lad crumblen køle helt ned til stuetemperatur. Hvis der er nogle store stykker, så knæk dem til mindre stykker.
Vaniljecreme:
- 2 æggeblommer
- 6 spsk. sukker
- 1 vaniljestang
- 1 spsk. (med top) Maizena
- 1/4 L sødmælk
- 1/4 L fløde
Bland alle ingredienserne undtagen fløde i en gryde. Kog blandingen op ved middel-svag varme mens der røres i blandingen med et piskeris (blandingen skal ikke disideret piskes, men blot røres rundt med et piskeris). Det er vigtig du holder nøje øje med blandingen og ikke har for høj varme, da den brænder nemt på og så er den ødelagt. Pludselig vil blandingen tykne, og tilsidst vil den have en tyk cremekonsistens. Når den er tyknet, lad den koge i endnu 1-2 min. under omrøring og tag da cremen af varmen.
Lad cremen køle af til stuetemperatur. Rør gerne rundt i blandingen nogle gange under afkølingen.
Pisk fløden til skum. Vend den afkølende crememasse i flødeskummet. Kom vaniljecremen på køl inden servering.
Serveringsforslag:
Trifli smager fantastisk lige meget hvordan den er serveret, men her er 3 forslag til hvordan de kan serveres.
- Du kan servere grød, vaniljecreme og crunch i 3 seperate skåle, så folk selv kan bestemme blandingforholdet.
- Server denne trifli i 4 fine glas, som på billederne. Kom kun en smule creme og crunch på toppen af grøden og server 2 skåle med ekstra creme og crunch ved siden af, så gæsterne selv kan tage lidt ekstra på.
- Lav 2-4. dobbelt portion og server i en stor skål, hvor der er lavet flere lag af hver element (grød, creme, crunch, grød, creme, crunch, osv.) – Det var sådan mormor altid serverede den.
Velbekomme!
I’m sending you good vibes
– Frk. Haslund
Ingen kommentarer endnu