Mavebilleder uge 25 - 37

Min graviditet #2 – Mit livs smertehelvede

Dette er del 2 af historien om min graviditet, så har du ikke læst det første indlæg, så vil ja da opfordre til at læse indlægget med del 1:

“Min graviditet #1 – Bræk, bræk og lidt mere bræk! Og hvor er mit blod?”.

Billeder af udviklingen af min mave i disse uger kan ses HER. Billederne fra de tidlige uger kan ses HER.

Min Graviditet #2

Som jeg ligger op til i slutningen af det første indlæg, så skulle jeg i uge 28 af min graviditet opleve et smertehelvede, som jeg aldrig havde forestillet mig var muligt. Her kommer historien om de sidste måneder af min graviditet – 2 måneder jeg forsøger at glemme, men som stadig præger mig.

Datoen er søndag den 1. april, det er påskedag. Min lille familie og jeg skal til barnedåb hos et vennepar. Vi er mestre i at være liiiiiiige lidt for tidsoptimistiske, især med en lille søn på 1,5 år, så som sædvanlig har vi ret så travlt med at få os gjort klar og komme ud af døren. Theodor sidder og spiser sin havregrød, mens jeg ved et spejl ved siden af forsøger at ligge min make-up, mens jeg holder øje med, at havregrøden ender i munden og ikke alle andre steder. Mathias står ude på badeværelset og gør sig klar. Alt er som det plejer.

Men, så sker det – Det sædvanlige ændrer sig i et splitsekund til det absurde.

Ud af det blå knækker jeg sammen i smerte, en smerte i hele min højre side og lænd, som er så voldsom, at jeg ikke kan holde masken overfor Theodor – slet ikke faktisk. Mathias konstaterer hurtigt, at der er noget rivende galt inde i stuen og kommer naturligvis løbende derind og finder mig liggende i fosterstilling på gulvet skrigende af smerte … og desværre ligger jeg jo lige ved siden af min stakkels lille Theodor, som intet forstår og som meget tydeligt og naturligvis er utrolig utryg ved situationen. Det er der jo intet at sige til, han ser jo bare sin mor ligge der og skrige. Jeg er så utrolig ked af, at han skulle have den oplevelse. Jeg beskyldte mig selv i meget lang tid for at være en dårlig mor. Hvorfor kunne jeg dog ikke lige holde smerten ud indtil Mathias fik flyttet mig. Men her har utallige læger forsikret mig om, at den smerte jeg oplevede ikke er noget man kan holde masken ved og at jeg ikke måtte beskylde mig selv for noget. Så nu har jeg “tilgivet” mig selv og kan heldigvis se, at Theodor på ingen måde har taget skade, og at han hurtig kom over den trælse oplevelse.

Nå, der ligger jeg skrigende på gulvet. Jeg har ubeskrivelige smerter i hele min højre side og lænd. Jeg havde ikke selv oplevet det ved min første fødsel, men jeg havde hørt at veer sagtens kunne gå i lænden. På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig at noget kunne gøre så ondt ud over, hvis det var veer. Så ud over at være i et smertehelvede, begyndte panikken også at bredde sig i min krop. Jeg var kun i uge 28 og lå nu her på gulvet med virkelig stærke veer! Shit – 12 uger for tidligt. Tankerne begyndte nu at strømme rundt i mit hovede: Vil han kunne klare det, vil han få varige mén, og skal jeg være indlagt i ca. 12 uger uden min store dreng? Ja, jeg gik i panik, sådan virkelig meget i panik.

Mathias bærer mig ind i sengen for at skåne Theodor for synet af sin skrigende mor, og ringer til fødegangen. De kunne naturligvis kun sige en ting: “Kom herind, nu!” Mathias forklarede, at vi jo havde lille Theodor på 1,5 år, men ham måtte vi bare tage med. Det vigtigste var, at jeg kom derind, hvis jeg var ved at føde i uge 28, og det skulle gå hurtigt, da jeg (som i måske husker) fødte Theodor på 39 min. Mathias får båret både Theodor og jeg ned i bilen og kører noget lignende ambulancekørsel til Skejby. Normalt tager turen til Skejby 20 min. uden trafik. Denne tur vil jeg tro var klaret på omkring 10 min. Mathias holdte naturligvis hovedet koldt og kørte forsvarligt, vi havde jo trods alt vores guldklump med på bagsædet.

Mathias kom mere eller mindre bærende på mig i den ene arm og Theodor i den anden, da vi trådte ind gennem dobbeltdørene til fødeafdelingen. De tog med det samme i mod mig og havde gjort klar til at undersøge situationen. Her kunne de meget hurtigt konstatere en ting:

“Vi er ikke i tvivl om, at du har voldsomme smerter – Men, du er ikke i fødsel. Det er ikke veer. Og baby i maven har det godt”. 

Øh – What?

På det her tidspunkt havde jeg haft disse smerter i over en time – og det var altså en konstant og meget ekstrem smerte. Ingen pauser, bare smerte. Det svar resulterede i, at jeg nu i stedet for at panikke over at skulle have en meget lille præmatur baby, blev virkelig bange for, hvad pokker det så var. Altså skulle jeg dø? For det føltes sådan. Lægerne bookede en skanningstid (alm. ultralyd og røntgen, ikke baby ultralydsskanning) til mig hurtigst muligt, da de naturligvis godt kunne se, at jeg ikke kunne holde smerterne ud ret længe. For at dæmpe smerterne i ventetiden skød de maks dosis morfin ind i min balle. Trods maks dosis hjalp det ikke, og jeg kunne stadig ikke være i egen krop og kunne ikke gøre andet end at skrige, eller rettere: Jeg kunne ikke lade være med at skrige. Mathias var en stakkels presset mand, for han skulle jo oveni i synet af hans skrigende gravide kæreste også håndtere Theodor. Heldigvis kom verdens bedste onkel os til undsætning og kom (trods heftige tømmermænd) sprintende til Skejby og tog Theodor med hjem.

Nå, intet smertestillende hjalp og jeg var nu så langt ude i konstante smerter, at jeg begyndte ikke rigtig at være til at komme i kontakt med. Derfor tog lægerne en hurtig beslutning og jeg blev sendt akut op til skanninger og foran i køen. Jeg vil lige indskyde, at jeg ikke rigtig husker meget mere herfra, da smerterne havde drænet min krop fuldstændig. Derfor er det meste af det følgende, hvad Mathias har fortalt mig. Inde på skanningsbriksen tog det dem ca. 5 sek. at finde ud af, hvad pokker det var, der gjorde så ondt.

Er i klar på at høre svaret? Jeg var, hvis jeg havde levet før den morderne teknologi, faktisk ved at dø. Men nu lever vi heldigvis i en tid med en fantastisk teknologisk udvikling, så jeg slap for at dø denne dag. Smertene viste sig at være graviditetsrelateret – Altså en graviditetskomplikation. Dog en ret sjælden en af slagsen, og en meget smertefuld satan.

Lægens ord var:

“Din nyre bliver bogstavelig talt mast af moderkagen og du har væskeophobning i nyren. Hele dit nyrebækken (nederste del af nyren) er mast helt sammen, så der er lukket fuldstændig af for passage af væske ned til blæren. Din stakkel, jeg kan godt forstå du har ondt og at intet smertestillende hjælper

Ca. 5 min. efter denne skanning lå jeg klar på operationsbordet. Her husker jeg absolut intet fra. Til gengæld husker jeg tydeligt, da jeg lidt tid efter operationen slog øjnene op. Jeg var ikke længere i et absurd smertehelvede, og gud hvor var det befriende, trods at jeg ikke var helt smertefri. Desværre gik glæden meget hurtig væk, da det gik op for mig, hvad det havde krævet for at få smerterne lindret:

  • ET KATETER!

Ja, jeg vågnede simpelthen op til synet af mit eget tis liggende ved siden af mig i en pose og ikke mindst synet af en slange (også fyldt med tis) der forsvinder ind i min højre side. Jeg gik lidt i chok over synet og havde nok ikke forestillet mig, da jeg stod op til en helt almindelig søndag morgen, at jeg et par timer senere skulle ligge i en hospitalsseng med et kateter opereret ind i mig. Jeg troede på daværende tidspunkt, at kateteret skulle sidde der en dag eller to, måske en uge – Men så måtte nyren da også være tømt, ikke? Sådan var det så bare ikke lige helt. Lægens dom til mig var, at jeg i resten af min graviditet skulle have dette kateter hængende ud af mig – Altså at jeg de næste 12 uger til termin skulle gå rundt med mit eget tis i en pose. Her brød min verden endnu engang sammen. Jeg kunne slet ikke se mig igennem 12 uger med kateter, men hvis ikke jeg skulle have smerterne igen, så var det eneste udvej. Min tanke? – Bare skyd mig!

30 uger gravid og et kateter rigere (Tisposen ligger i lommen, den slipper I for at skulle kigge på). 

Hvordan jeg havde det?

Jeg følte mig klam, ulækker, ucharmerende, osv. Jeg havde faktisk ikke lyst til at komme ud blandt mennesker – Jeg var flov, flov over mig selv, og jeg kunne intet gøre ved det. Min forfængelighed, som jeg i forvejen har lidt en kamp med, blev sat så meget på prøve, at jeg tabte kampen til den. Jeg lukkede nærmest helt ned for mig selv. Jeg så ingen mennesker, hverken venner eller familie, jeg havde ikke lyst til noget, jeg ville ikke ud for min dør, jeg lå i min sofa og græd dagen lang og havde ondt af mig selv. Jeg følte mig som verdens værste mor, for det første grundet den oplevelse jeg desværre havde givet Theodor, for det andet fordi jeg ikke kunne lege rigtig med ham mere eller bære ham, for det måtte jeg ikke og kunne heller ikke, det gjorde for ondt. Så ja – Det var virkelig et knust morhjerte.

En uge efter operationen skulle jeg igen på arbejde, efter eget ønske, da jeg lige havde fået nyt arbejde, og ville gøre alt for at sætte mit præg og gøre et godt indtryk, inden jeg smuttede på barsel. Men selvom det var eget ønske, så blev det en kæmpe stressfaktor, at skulle tilbage på arbejde. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne gemme det kateter i mit arbejdstøj, som altså ikke er løse kjoler men stramme jeans, skjorte og blazer? Og ikke mindst, hvordan skulle jeg komme igennem dagene med de smerter jeg trods alt stadig havde – Godt nok var min nyre nu tømt for væske, men den var altså stadig mast, og det gør fandme ondt, ja undskyld sproget.

Trods smerter, et nedtrykt sind og lægernes anbefaling om en sygemelding indtil fødsel, opfyldte jeg mine “pligter” og tog hver dag på arbejde og arbejdede også ofte over. Jeg hentede Theodor i vuggestuen og kæmpede mig ofte op med ham på 2. sal, hvor vi bor, legede med ham så godt som muligt, lavede mad, holdte lejligheden fin, osv. Et dagligt smertehelvede, men en sejr for mig. Jeg skulle bare klare det: Være en god mor, en god kæreste og en god kollega. Jeg ville ikke bare være hende den sygemeldte gravide, der ligger på sofaen og ynker, det nægtede jeg.

The struggle is real!

Nå, nu er jeg ved at have fået skrevet et ret langt indlæg, så sidste del af historien må jeg gøre kort.

Jeg vendte mig til smerten der medfølger en mast nyre og forsøgte at komme igennem hverdagen så normalt som muligt.

Man skulle synes at jeg havde været igennem nok besvær i denne graviditet, men kateteret drillede desværre rigtig meget, og jeg blev genopereret og fik sat nye katetre ind hele 3 gange.

Ja, det er blod, og det burde være tis. Jeg så mange forskellige ting ske med det kateter.

  1. Første genoperation i nyren var grundet tilkalkning af kateteret inde i nyren og kateteret var stoppet og dermed ikke funktionsdygtig, men havde også kalket sig fast i min nyre. Så ud med det og ind med et nyt.
  2. Anden genoperation i nyren blev lavet, da kateteret efter første genoperation desværre lå og ramte en nerve. Hver eneste gang jeg bevægede mig det mindste jagede det gennem hele min krop. Det var ganske enkelt ikke til at holde ud. Jeg fik stillet to valgmuligheder op. Da operationer af gravide er noget man gerne vil slippe for, og da lægerne ikke kunne garantere, at de ikke igen vil ramme en nerve ved en genoperation, var der også den mulighed, at jeg blev fastindlagt indtil fødsel om kom på morfinkur, altså dagligt morfin og store mængder af det. Men det var i min verden en lose-lose-situation. Jeg vil ikke være hjemme ved min søn og kæreste i mange uger, og jeg havde i forvejen dårlig samvittighed overfor Theodor over alle de indlæggelser jeg havde haft, men det her ville altså være rigtig mange uger – Aldrig om jeg kunne. Det aller værste ved denne løsning var, at lille Valdemar i maven jo også vil få morfin hver dag, og han vil derfor skulle indlægges til afvænning efter fødsel, fordi han jo vil være blevet afhængig af morfin. Ordet afvænning i forbindelse med en baby er så forkert i min verden, at jeg uden at tænke i 2 sek. over valget af morfin-kur frem for endnu en genoperation havde svaret: NEJ TAK! Derfor måtte jeg endnu engang en tur på operationsbordet med krydsede fingre for, at de ikke ramte en nerve denne gang. Og heldigvis gik det godt, ingen nerve var kommet i klemme, og jeg kunne igen være til … for noget tid i hvert fald.
  3. Tredje genoperation var grundet en infektion. Da der desværre blev pillet så meget ved det dumme kateter, og der jo er direkte adgang ind under huden (der hvor slangen går ind), endte der desværre med at gå infektion i det. Det blev derfor opereret igen og jeg skulle på en antibiotika-kur, MEN!

Den antibiotika-kur jeg skulle på for at bekæmpe infektionen, var en kur man ikke måtte få som gravid. Derfor besluttede lægerne, at jeg skulle sættes igang. De ville ikke trække pinen længere, og jeg havde efterhånden så mange komplikationer og operationer bag mig, at de ikke vil stå indenfor det længere. Jeg fik en tid til igangsættelse så tidligt som muligt, den dag jeg var 37+0.

Lægerne forberedte mig på, at det kunne blive en hård og lang fødsel, da 37+0 var meget tidligt at blive sat i gang. De vil generelt helst, at man er 38/39+0 ved igangsættelse, men det havde min krop altså bare ikke tid til at vente på. Trods udsigten til en hård fødsel, var min eneste tanke: “Thank you God” – Jeg kunne nu se en ende på det helvede, jeg havde været igennem de sidste knap 9 måneder. Et helvede der bare blev større og større.

D. 1 juni 2018 kl. 14.03 kom min anden lille søn til verden. En velskabt og helt perfekt lille dreng, Valdemar. Jeg havde været utrolig bange for, at min nyre var blevet mast i alt for lang tid til, at den vil komme til at virke igen. Men heldigvis havde denne frygt været spildt, min nyre virker perfekt igen.

Min fødselsberetning vil snart ramme bloggen. Indlægget er ikke skrevet endnu, og derfor kan jeg ikke sætte en præcis dato på, hvornår det bliver udgivet.

Tak fordi i læste med.

I’m sending you good vibes

– Frk. Haslund

1 kommentar

  • Fie

    Tak fordi du deler. Sikke en omgang du/I har været igennem 😔 Er glad for at høre alting er godt igen og glæder mig til at læse din fødselsberetning 👶🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Mavebilleder uge 25 - 37