Theodors første måned + Baby-Billede-Spam!

What! – Er jeg allerede 4 uger?

Det er simpelthen ikke til at forstå, og jeg ved faktisk ikke, om jeg skal grine eller græde.

Min lille mand er i morgen 1 måned gammel. Hvor i alverden blev tiden af? Hvordan kan der være gået over 4 uger? … Jeg fødte ham jo lige for et par dage siden.

Det har været den mest følelsesladet måned, jeg i mit liv har oplevet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne have så mange og store følelser i sin krop, at en krop kunne være så træt, men stadig fungere (sådan nogenlunde da), og at man på 1 måned kan lære så meget om sig selv som mor.

Hvordan er det så gået herhjemme i denne første måned? Og hvordan har lille Theodor været? Det her indlæg er en overordnet beskrivelse af Theodors opførsel og udvikling de første 4 uger, og er derfor nok mest spændende læsning for andre med små børn, eller for jer der spændt venter på også at få en lille bebs.

I bunden af indlægget er en MASSE BILLEDER AF DEN BETTE FIS.

Nå, lad os starte helt fra begyndelsen:

De første 14 dage:

Theodor blev født fredag d. 26 august 2016. Og fra det dag og de første 14 dage frem havde vi faktisk gæster hver eneste dag. Det lyder måske lidt voldsomt, og vi havde også aftalt, at vi skulle tage det stille og roligt i starten, og at folk måtte acceptere at vente lidt med at komme og se ham til vi selv var klar. Men Theodor var simpelthen den nemmeste og mest eksemplariske baby de første 14 dage, så vores overskud var rigtig fint og vi kunne slet ikke vente med at vise ham frem til alt og alle.

Nej, der var ikke meget brok fra Theodor de første 14 dage. Han sov nærmest hele dagen væk. Jeg vil tro 20 timers søvn i døgnet ikke er helt ved siden af. Det var på den ene side fantastisk, for vi kunne slappe af og finde os selv igen efter fødslen og familieforøgelsen, men man havde også bare lyst til at se sin lille nyfødte babys øjne hele tiden, så det var lige før man ønskede, at han var vågen hele tiden ihvertfald meget mere vågen (Den tankegang vil jeg til tider gerne tage tilbage. Nu ønsker jeg noglegange bare han gad at sove lidt mere og længere, men mere om det senere).

Ikke nok med han sov dejlig tungt og længe, så spiste han super godt, han elskede at komme i bad og havde absolut ingen problemer med mavsen. Alt det vi havde fået at vide kunne være besværligt, gik fuldstændig efter bogen – Altså det var nærmest for godt til at være sandt. Men det var sandt, han var en drømmebaby! Dog skulle den sandhed ikke holde ved, God Damn’it!

Der er faktisk ikke så meget mere at sige om de første 14 dage. Der var ikke en finger at sætte på ham, ej heller fra sundhedsplejersken, som også blot kunne konstatere, at han var et pragteksemplar, som voksede perfekt og gjorde alt som han skulle.

De sidste 2 uger (uge 3-4):

Theodor har været vores lille vidunder fra det sekund han kom ud og til nu. Men altså, jeg vil lyve hvis jeg sagde, at han stadig bare altid var super eksemplarisk. Han skulle lige lande, og så fandt han da ud af, at mor og far ikke skulle havde det alt for let, men de også skulle komme lidt på arbejde.

Mavekneb:

Faktisk er det slet ikke bettemandes “skyld”, at han ikke altid er eksemplarisk – Det er den dumme maves skyld. Han er på ingen måde et kolikbarn, og gud ske tak og lov for det. Men han døjer, som de fleste andre nyfødte, med maven. Han har en del mavekramper og sammentrækninger, og det er ikke særlig behageligt for ham, nogle gange tror jeg faktisk det gør lidt ondt på ham. I hvert fald kan han ikke rigtig få lov at sove fra dem. Det gør, at han nogle nætter nærmest ikke sover, hvis han sover en time i streg, så er det stort. Heldigvis er det ikke alle nætter som er sådan, langt fra, det er kun de dage/nætter, hvor han døjer med maven. Jeg vil tro, det er ca. 1-2 gange om ugen, at han bare ikke kan få fred fra den dumme mave.

Når maven ikke driller bettefisen, så er han faktisk virkelig nem og næææææsten eksemplarisk, ikke helt. Vi har her de sidste par dage fundet en rigtig god rytme. Jeg har efterhånden lært ham og hans vaner at kende, og ved nu ofte hvordan man kan “redde” nogle situationer, der ellers kunne have endt træls.

Sutten og amning:

Det er ikke kun mig, der kan tage æren for, at det går rigtig godt. En del af æren skal gå til mirakelmidlet … sutten, som virkelig er min bedste ven og ikke mindst den helt store redningsmand herhjemme. Theodor er så god til at tage sutten, og man kan virkelig trække ham langt med den. Jeg forsøger kun at amme ham hver tredje time, så han ikke hele tiden skal hænge i patten (undskyld sproget). Men det er selvfølgelig ikke altid han synes, at det er passende med 3 timers ventetid. Her bliver sutten brugt utrolig meget, og ofte lykkedes det faktisk, at amme ca. hver tredje time uden han bliver ulykkelig. Og sidder der nu nogle og synes det er så forkert ikke bare at give barnet mad, når han er sulten, så er det helt okay – Vi har alle vores måder at gøre tingene på, og så længe han trives super godt, hvilket han gør, så er alt jo fint. Og så kan jeg da indskyde, at hvis han er møg hamrende sulten efter fx. 2 timer, så får han selvfølgelig mad! Jeg lader ham aldrig blive ked af det over ikke at få mad, ALDRIG! Og om aftnen lader jeg ham spise ALT det han overhovedet vil og kan, for så ved jeg han sover langt bedre om natten, da mælken om aftenen skulle være ekstra fed og god.

Gulsot:

Theodor havde lidt gulsot, da han blev født – Det har de fleste nyfødte vist. Til 3 døgns undersøgelsen var der ikke noget at komme efter, og alle hans tal var helt normale og indenfor grænserne. Men da sundhedsplejersken var her 2. gang og Theodor var 17 dage gammel, blev hun lidt “bekymret”. Hun synes umiddelbart stadig, at han havde en del gulsot, og jeg kunne kun give hende ret. Han var stadig lidt gullig og især hans øjne var gule. Derfor blev vi henvist til lægen, og lægen sendte os til blodprøvetagning på Skejby sygehus. Vi fik taget blodprøver, og jeg ventede med ondt i maven på svarene. Selvom jeg vidste at det ikke kunne være helt skidt, for han trives jo rigtig godt, så er man stadig sindsygt nervøs for alt hvad der ikke lige er efter bogen, når det omhandler de små pus. Det er nok en førstegangsmor-ting.

Blodprøverne viste, at han havde en lille smule forhøjet tal i forhold til, at han var 18 dage gammel. Normalt skal gulsoten jo gerne forsvinde efter maks 14 dage. Lægerne sagde, at jeg bare skulle holde øje med, at han ikke blev sløv, for tallene var ikke så kritiske, at han umiddelbart skulle have nogen behandling. Jeg synes det var så træls en besked, for det er svært at vurdere babyer, synes jeg. Er han bare lidt ekstra træt en dag, eller er han sløv? Nå, man jeg måtte jo gøre som lægerne sagde. Heldigvis er det gået så fint. Der har intet været med ham, og det gule er nu endelig begyndt at gå i sig selv. Så jeg er slet ikke nervøs mere. Det sidste gullige skal nok snart være helt væk!

Ellers går alt bare så godt her i det lille hjem, og vi er så beæret over, at vi fik lige præcis vores lille Theo, og at vi har det så dejligt, som vi har det, som en nybagt familie – Loooooooove.

Og som lovet i starten af indlægget:

BABY-BILLEDE-SPAM !!!