Hvidvinsdampede Muslinger

Jeg har aldrig rigtig spist muslinger. I min verden var det noget de rige spiste som en delikatesse. Men det er pludseligt gået op for mig, at muslinger ikke behøver at være specielt dyre, og at de faktisk er utrolig lette at lave og ikke mindst smager fantastisk.
Ja, jeg er gået hen og blevet helt tosset med muslinger nu!
Jeg købte en stor portion muslinger til Mathias og jeg for sølle 30 kr (på tilbud, ellers er prisen ca. 50 kr. i supermarkeder). Hvis man køber dem fra en fiskemand, kommer man nok af med lidt mere.
Ingredienser til 2 personer:
- 1500 g ferske blåmuslinger
- 2 spsk. smør
- 3 stænger bladselleri
- 2 stk. rødløg
- 2-3 gulerødder
- 1 fed hvidløg
- En håndfuld persille
- 2 dL tør hvidvin
- 1/4 L fløde
- ½ lime
Fremgangsmåde:
1) Kom smør, hakket løg, presset hvidløg, stykke skåret bladselleri og stykke skåret gulerødder i en stor gryde og svits det af, indtil løgene er klare.
2) Kom hvidvin og hakket persille ned til grøntsagerne og bring i kog.
3) Skyld muslingerne grundigt under koldt vand. Kom alle mulingerne forsigtigt ned i gryden, og skru op for varmen, så hvidvinsblandingen under muslingerne er i kog. Læg låg på gryden. Ca. hver 60 sek. røres forsigtigt rundt og låget puttes på igen. Muslingerne skal have ca. 4-5 min. Det betyder man skal røre i muslingerne ca. 4 gange. Når de fleste muslinger har åbnet sig, tag dem straks op af gryden, men lad hvidvinen blive i gryden, det skal IKKE smides ud.
4) Tilsæt fløde og ½ presset lime til hvidvinsblandingen og bring det i kog. Smag til med salt og peber. Hæld det over muslingerne, og server med det samme.
OBS: Det er vigtig, at I ikke spiser de muslinger, som ikke har åbnet sig. Smid dem ud! Hvis man damper muslingerne mere end de 4-5 min, så man er sikker på alle muslinger har åbnet sig, risikerer man at få trælse og seje muslinger. Så smid i stedet bare de lukkede muslinger ud.
Serveringsforslag:
Jeg serverer ofte en lækker salat og noget hjemmebagt brød til. På billederne ses det hjemmelavede ciabattabrød og en enkelt vandmelonsalat.
Velbekomme!
I’m sending you good vibes
– Frk. Haslund
Ingen kommentarer endnu